Pressemeddelelse

Hillerød 6. august
Uvelsestien indvies
Cykelstien mellem Uvelse og Nørre Herlev bliver indviet tirsdag den 11. august klokken 13.30. Til det sidste har der været nervøsitet for, at de mange arkæologiske fund i jorden ville forsinke stien.
Mænd og maskiner har måttet være kreative og fleksible og har måttet springe lidt rundt i arbejdet for at gøre den nye cykelsti færdig til skolestart. For jorden under cykelstien viste sig hurtigt at være fuld af fortidsminder og bopladser fra både Stenalder, Jernalder og Bronzealder. Og før alle disse fund var noteret og dokumenteret, kunne gravemaskinerne ikke fortsætte.
Så mens arkæologerne har gravet ét sted, har maskinerne gravet et andet. Og så snart arkæologerne har færdiggjort et område, er mænd og maskiner rykket frem igen.
Nu står der så en stort set færdig cykelsti. Der er stadig enkelte steder, der skal færdiggøres lidt, men børnene – og deres forældre - fra Nørre Herlev og Uvelse kan med sindsro hoppe på cyklen og køre ad den længe ventede, tre kilometer lange cykelsti.
Den officielle åbning sker på tirsdag den 11. august, hvor borgmester Kirsten Jensen vil cykle af sted fra Nr Herlev.
Vagn Gasbjerg
Ingeniør, Vej og Park